Klaus Bjerager – TABT – 10 + 17 marts 2019

 

Last Lost Winter 2017-18 Glove Pointing Towards Spring

 

TABT

The Lost Glove Department Project af Klaus Bjerager

En IPhone dokumentation af fundne handsker, der i perioden 8. oktober 2017 – 8. april 2018 aftvinger en standsning på de ugentlige løbeture i bl.a Jægersborg Dyrehave.

Alle har de en historie, som får liv i denne poetiske og tankevækkende fotoudstilling.

I forbindelse med udstillingen debuterer Klaus Bjerager som litterær forfatter med digtsamlingen Tango Suite, netop udgivet på forlaget TØKK. Du kan læse mere om digtsamlingen i Kåre Bluitgens pressemeddelse længere nede på siden.

Tango Suite kan som tekst stå på egne ben, ligesom TABT er skabt til at kunne ses i sin egen ret – men til udstillingen er der udvalgt 6 digte fra denne digtsamling, som hver især er koblet med et motiv, hvorved en ny fortælling kan skabes via association.

Udstillingsperiode: 10. marts & 17. marts 2019 – Kun på disse dage!

Fernisering: søndag d. 10., kl. 13-16.

Finissage: søndag d. 17., kl. 13-16

Vi byder som altid velkommen indenfor til både fernisering og finissage med et glas vin og en snack.

I forbindelse med udstillingen afholder vi som noget særligt en digtoplæsningsaften i Galleriet 1. tv, hvor Klaus Bjerager vil læse op fra sin digtsamling. En uhøjtidelig aften, hvor vi sidder skulder ved skulder i stuerne i Galleriet 1.tv, og hvor der bliver rig mulighed for at veksle et par ord med kunstneren, ligesom det vill være muligt at købe en signeret udgave af digtsamlingen Tango Suite. 

Vi afholder to oplæsninger fredag den 15. marts, en fyraftensoplæsning kl. 17 og en oplæsning kl. 20. Der er begrænsede pladser til arrangementet, som koster 50 kr. inkl. 1 glas vin og lidt snack.

Vil du sikre dig en af pladserne i stuerne, kan du tilmelde dig ved at skrive til galleriet@1tv.dk eller sende en sms til 26102610. Husk at skrive, om du ønsker at deltage kl. 17 eller kl. 20.

Velkommen!

Pressemeddelelse 18. februar – forlaget TØKK, Kåre Bluitgen

’Tango suite’ er Klaus Bjeragers debut som digter. Der er tale om en personlig poetisk manifestation fra en sårbar indre dialog i en periode med tvivl på kærlighedens væsen.

Kan tango klinke en håbløs parrelation? Eller er det blot parterapi for åbent tæppe? Digtene beskæftiger sig personligt med universelle tematikker som passion, tvivl, håb og længsel.

Fascinationen af tangoens sensualitet er varmt udtrykt i digtet ’Din juveler’. Af en dansende kvinde i digtet ’Draget om din mund’. Digtet ’Himmelporten’ er med sin tydelige erotiske reference udtryk for den lidenskab tangoen også vækker.

’Tango suite’ placerer sig med sin unikke sprogbrug i grænselandet mellem redigeret bekendelseslitteratur og digtning. Man behøver ikke være tangodanser for at læse med.

Bogen er en invitation ind i et poetisk og livsbekræftende spændingsfelt mellem danseglæde og maskulin/feminin sårbarhed.