Gonzalo Duport – Mi Barrio – 4 + 11 november 2018

Det er en kæmpe fornøjelse at have Gonzalo Duport tilbage hos os, nærmest på 2 årsdagen for hans sidste udstilling i Galleriet 1.tv,  og vi glæder os utrolig meget til at præsentere jer for de værker, som Gonzalo har haft med til os og jer hele vejen fra Buenos Aires.

Gonzalo er født i 1986 i Tres Arroyos, en by midt i den argentinske pampas, 580 km fra Buenos Aires. Byen har mange efterkommere af danske indvandrere, overvejende landbrugere og håndværkere, som slog sig ned her for mere end hundrede år siden. De fleste af de danske indvandrere i Argentina immigrerede til landet i perioden fra ca. 1848-1930, primært på grund af fattigdom i samtidens Danmark. Der var kun tale om nogle tusinde danskere, da langt de fleste, der immigrerede fra Danmark, slog sig ned i USA. Men danskerne i Argentina holdt fast i deres danske kultur igennem generationer, og skabte skoler, kirker og plejehjem. I trekantsområdet Necochea-Tandil- Tres Arroyos kan man i dag stadig møde mennesker, som taler klingende dansk, på trods af, at de aldrig har været i Danmark.

Det er dog i dag kun den ældre del af efterkommerne af de danske invandrere, som taler dansk, men der findes stadig en dansk-argentinsk skole i området, og her kom den unge argentinske Gonzalo til at gå som 14 årig. Forbindelsen til Danmark blev for alvor skabt gennem først et besøg i Danmark med den dansk-argentinske skole og derefter et år i landet som udvekslingsstudent. Det var i Danmark, at han som 15 årig begyndte sin malerkarriere i et atelier tilhørende P. P. Pedersen i Varde. Tilbage i Argentina, blev han tilknyttet den anerkendte argentinske kunstmaler Hugo Costanzos atelier, hvor han også modtog undervisning i kunstmaling.

Glæd jer til udstillingen Mi Barrio, som betyder Mit Kvarter –  Her skildres livet og menneskene fra Gonzalo Duports kvarter, ikke mindst de skønne kvinder.

Gonzalo har bl.a udstillet i Tres Arroyos, Buenos Aires, Costa Rica, Barcelona, Slagelse, Odense, Esbjerg, Århus og København.

Vi glæder os utrolig meget til at modtage Gonzalo i Galleriet 1.tv og til at præsentere jer for hans kunst den 4. og 11. november fra kl. 13 til 16., hvor vi selvfølgelig byder på et glas Malbec og picadas.

Velkommen!